En forskrækkelse
Puha blev ringet op i går fra min søns arbejdsplads, at han var kommet til skade under en nedrivning af en bygning, og nu var kørt på skadestuen. Jeg smed naturligvis, hvad jeg havde i hænderne og kørte til skadestuen med hjertet oppe i halsen, for man når at tænke det værste på vejen.
Heldigvis var han sluppet billigt med et brud på lårbenet og nogle skrammer, og han var selv ved godt mod, trods at det havde været en stor forskrækkelse for ham. Han har ellers arbejdet med nedbrydning i en del år nu, og jeg ved, at han altid er yderst forsigtig og påpasselig, men det er jo ikke altid nok.
Han skal være indlagt et par dage, og muligvis kommer han til at sidde lidt i kørestol, før han kan humpe rundt med et par krykker. Vi er nu bare glade og lettet over, at det ikke gik mere galt.